HSF's historie gennem de første 100 år

 

HSF 1907 -1937

 

Desværre findes der ikke forhandlingsprotokoller eller andre papirer for årene 1907-31, som kan fortælle foreningens historie. Men vores tidligere formand Einar Svendsen samlede i sin tid oplysninger fra medlemmer, som havde været aktive i en del af perioden, og derfor er vi ikke på helt bar bund.

 

På initiativ af nogle Helsingør-borgere stiftedes Helsingør Salonskytte Forening den 7. november 1907 med restauratør Hilbert Petersen som formand.

 

Foreningens første skydebane blev etableret i baghaven til formandens "Cafe Viadukten", som lå ved Trykkerdammen. Som standplads for skytterne brugtes formandens lysthus (1½x2m), hvorfra man skød op mod en jordvold. Skulle en riffel indskydes, blev der slået et kosteskaft fast i vinduesåbningen, så våbnet kunne støttes derpå. Formanden havde via sin familie i Amerika købt 3 nye Remington-rifler, hvoraf vi indtil for nogle år siden havde en tilbage, men den mistede vi desværre ved et indbrud.

 

Fra Cafe Viadukten flyttede man til Hotel du Nord (senere Casino) på hjørnet af Stengade og Fiolgade, hvor der blev skudt i haven tilhørende hotellets kælderstue. Herfra flyttede foreningen til Hotel Sommerlyst, som ejedes af jernhandler Hansen, der var medlem af foreningen. Hotel Sommerlyst lå i Sct. Annagade, hvor der senere blev lagerplads for Helsinger Brændsels- og Trælasthandel. Da Hansen afhændede restaurationen, måtte foreningen ligge stille, mens man søgte efter et nyt tilholdssted. Hilbert Petersen havde nu overtaget restaurant Papegøjen (senere Hjorten) i Sct. Olaigade, og her blev der indrettet et par baner i gården, men da naboerne klagede over skyderiet, fandt den aldrig rådvilde formand ud af at fjerne et par skillerum i restaurantens kælder, og så skød man videre der.

 

Hilbert Petersen blev i 1926 afløst som formand af skomagermester Chr. Carlsen. Da forholdene i "skydekælderen" ikke kunne kaldes tilfredsstillende, ledte man efter et lokale, hvor der kunne skydes på 15 meter og fandt ud af, at det eneste sted var salen tilhørende Logen N.I.O.G.T. i Allegade, hvor der kunne være 10 baner. Efter forhandling med logens ledelse lejede man sig ind, og en af foreningens medstiftere, skibsbygger Alfred Grøndahl lavede 3 kasser med indbygget jernkuglefang. Kasserne måtte man fjerne hver aften, når skydningen var slut og anbringe dem i et skur ude i haven. Der blev ansat en fast markør, som sad beskyttet bag en rund jernplade. Lønnen til markøren var 50 øre pr. time. Der blev skudt i logebygningen fra 1930-35, hvorefter lejemålet blev sagt op, da man havde planer om at indrette pensionat i lokalerne. Det var meget beklageligt, da man her havde gode skydebaner, og også havde mulighed for at få et parti billard og et slag kort. I øvrigt blev det aldrig til noget med pensionatet, men i noget af lokalet blev der lidt cigarrulleri! Senere overtog Rondo Radio lokalerne til reparationsværksted.

 

Efter opsigelsen stod man uden skydebaner, så da der i 1935 var planer om at bygge et Sportens Hus i Helsingør, hvori der også skulle være skydebaner, blev der arrangeret et stort optog gennem byen. Her deltog de fleste af Helsingørs sportsforeninger, bland andre mødte roerne med deres årer og skytterne med rifler på nakken. Planen om at bygge Sportens Hus blev aldrig realiseret, blandt andet var der problemer med økonomien. Noget blev der alligevel ud af det, idet der under tilskuertribunen på sportspladsen blev indrettet omklædningsrum for fodboldspillere og atletikfolk, hvilket senere viste sig at komme HSF til gode.

Da planen om Sportens Hus blev opgivet, opfordrede Grøndahl bestyrelsen til at gå til kommunen for at få anvist en grund, hvor man kunne bygge sit eget hus og indrette skydebaner. På et møde med daværende borgmester Peder Christensen, (Kong Peder), der indså skytternes problem, anvistes en grund på Rolighedsvej. men det blev ikke til noget, for da nogle af beboerne erfarede, at der skulle være skydebane, blev der noget avisskriveri!

 

På et nyt møde med borgmesteren blev så anvist det areal på sportspladsen, hvor der tidligere havde været omklædningsrum. Herefter blev der udarbejdet tegninger, og foreningens bestyrelse og medlemmer gik i gang med udgravning af grunden, mens murer- og tømrerarbejdet blev udført af håndværksmestre. Til at finansiere byggeriet blev der i Sparekassen optaget et lån med kommunegaranti på 7.500 kr., som skulle betales tilbage med 150 kr. hvert halvår. If. foreningens regnskabsoversigt for sommeren 1935 havde man en byggefond på 100 kr. og en "almindelig" kassebeholdning på 323,41 kr., samt omkring 60 medlemmer, som betalte 3 kr. i kontingent - om året! Så der var måske ikke noget at sige til, at Sparekassen og kommunen forlangte, at bestyrelsen skulle hæfte for lånet!

 

Skydehallen blev indviet den 5. Januar 1936, den indeholdt da 20 baner i 4 sektioner med hejsetræk; på det tidspunkt vel nok det største skydebaneanlæg uden for København. Ved indvielsen skød formanden for Dansk Skytte Union, malermester Ole Bjørn, Sjællands Skytte Forbunds formand, officiant P.K. Jensen, samt HSF's formand, skomagermester Chr. Carlsen på hver sin motivskive.

 

Opvarmningen i hallen skete med en stor gammel kakkelovn, som man arvede fra en af byens skoler. Møbleringen var lidt primitiv, den bestod af 3 lange borde udført af forskallingsbrædder, der blev lagt på bukke. Nogle år senere blev huset ændret meget, det ene optræk med 5 baner blev nedlagt, og der blev her lavet et bedre opholdslokale. Til dette brugte man de gamle tagbrædder, som var erstattet med et eternittag; der blev endda lidt brædder til rest, så man kunne lave et "das". Og på en auktion købtes nogle gamle borde og stole, der stammede fra Julebækhuset.

 

I 1937 blev den hidtidige kasserer, toldkontrollør Havkrog Jensen foreningens 3. formand. Forsøgsvis holdt Sjællands Skytte Forbund om foråret dette år SM på HSF's baner. Det viste sig at være en god ide, som gav 50% flere deltagere. Frederikssund vandt med 1891, nr. 2 Hundested 1862 og nr. 3 HSF 1845. I forbindelse med stævnet holdt kaptajn Sætter Lassen (senere formand for Dansk Skytte Union) et instruktionsforedrag med lysbilleder, som vakte stor interesse hos deltagerne.

 

 

HSF 1938 -1967

 

I 1938 blev Havkrog Jensen forflyttet til Jylland, og arbejdsmand P.V. Larsen valgt som HSF's 4. formand. I februar 1939 skriver formanden til Teknisk Forvaltning "Da savnet af vand i det Helsingør Salonskytte Forening tilhørende hus på sportspladsen på Nordre Strandvej er en stor gene ved rengøring og håndvask, tillader foreningen sig at forespørge, hvor meget installation af en vandledning vil koste". Svaret er, at en nyanlagt frostfri vandledning koster 6-700 kr., mens en forlængelse af overfladeledningen til idrætsforeningens gamle omklædningsrum kan laves for ca. 50 kr., men så vil det være nødvendigt at lukke for vandet i frostperioder! Foreningen må på grund af manglende økonomisk formåen vælge den billige løsning.

 

Den 12. April 1940 indløber telegram fra Dansk Skytte Union "Luk skydebanerne foreløbig". I juni 1940 udsender Justitsministeriet bekendtgørelse om aflevering af våben og ammunition, dog undtaget præcisionsrifler cal. 22 til skytteforeningsbrug, hvor man kan nøjes med at deponere bundstykket. I september lettes reglerne, så bundstykkerne udleveres, og der må skydes på lukket bane med ammunition tilhørende foreningen.

 

I 1941 indføres patron-rationering, som efterhånden bliver så stram, at der i 1942 kun er 10 patroner pr. skytte pr. træningsaften. I 1943 går skydningen helt i stå, og der kommer så en forespørgsel fra gartner Johansen om at leje skydehallen i august, september og oktober for 200 kr. (hvis skydningen kom i gang, skulle 10 baner dog kunne bruges af foreningen). Og hvad ville gartner Johansen så i skydehallen? Jo - han ville tørre tobak!!

 

I 1944 blev samtlige foreningens og medlemmernes rifler inddraget, men pudsigt nok betød det, at skydningen kom videre. Der blev nemlig købt 2 "Mars" luftgeværer med stålkugler, og skydeafstanden blev sat ned fra 15 til 10 meter, så træningen kunne fortsætte. På et bestyrelsesmøde 29/8 1945 vedtages "For de af foreningens medlemmer, der har været under jorden, nedsættes kontingentet for 1945 til 1 kr.".

I foråret 1946 lejer Forsvarsbrødrene skydehallen + 3 luftgeværer for 10 kr. pr. aften. Om efteråret nedsættes lejen til 8 kr. - nu er der kun 1 luftgevær!

 

Ved jubilæumsfesten den 1. november 1947 bliver skibsbygger Alfred J. Grøndahl, som er den sidste aktive af foreningens stiftere, foreningens første æresmedlem. Og fru Minna Petersen, enke efter foreningens grundlægger Hilbert Petersen, skænker en flot fane til HSF, som nu har 130 medlemmer.

 

I 1950 sættes kontingentet op til 4 kr.! Ini Pedersen, som i 1943 efterfulgte P.V. Larsen som formand, afløses af Theodor Nielsen indtil 1953, hvor Einar Svendsen overtager posten.

 

Den 11/11 1951 opnåede HSF at vinde den meget efterstræbte Helligkilde-pokal, som havde vandret siden 1927 ved Sjællands Skytte Forbunds traditionelle efterårsstævne, et stævne som samlede langt over 200 skytter hvert år. Otte foreninger havde vundet pokalen to gange, og tredje gang blev pokalen ejendom, så der var stor spænding om udfaldet af årets skydning. Helsingørskytterne fik den første aktie i pokalen i 1946, den anden i 1950 og gentog altså kunststykket allerede året efter. I den individuelle konkurrence var bedste skytte Einar Svendsen, HSF. Og bedste mand i 1950 var minsandten også HSF'er nemlig Svend Larsen.

 

Den 3. Februar 1957 holdt SSF's 5. Kreds vinterskydning på Hotel Prinsen i Fredensborg med deltagelse af 75 skytter. Holdskydningen blev vundet af HSF (som det også skete en del gange før og siden), individuelt vandt Ib Jensen, HSF 1. klasse. Mogens Hansen, HSF kom ind på en 7. plads i klasse 3, det er første gang, Mogens Hansen optræder på en resultatliste i avisen - og hvorfor så nævne det? Fordi Mogens Hansen stadig er aktiv skytte 50 år efter sin "debut" - et flot eksempel til efterfølgelse, som man kan håbe mange andre vil kopiere!

 

Ved 50 års jubilæet i 1957 samles 100 medlemmer med damer, samt indbudte gæster, i salen i "Folkets Hus" til en fest, som bestyrelsen if. et avisreferat har megen ære af. HSF fik mange flotte gaver, heriblandt en sølvpokal fra bankdirektør J.A. Vinge, Hundested, som i et fornøjeligt følgebrev fortalte, at han havde deltaget i indvielsen af skydehallen i 1936 og der vundet pokalen, som han nu ønskede skulle udsættes på ny. I en af jubilæumstalerne blev det fremhævet, at HSF ikke bare dvælede ved fortiden, men også tænkte på fremtiden, idet der i jubilæumsåret var oprettet en drengeafdeling, som trænede om mandagen.

 

Der har gennem årene været snakket meget om "frosne" fingre og tæer på standpladsen (bl.a. som en af de utallige undskyldninger for dårlige skud), så det er et stort fremskridt, da der i 1960 opsættes gasvarmere på bagvæggen (at der så er skytter, der bruger "for megen varme" som undskyldning undrer ingen i skyttekredse!). I december termin 1960 betales det sidste afdrag på lånet fra 1936 på 7.500 kr.!

Før vintersæsonen 1961-62 indkøbes en olieovn til opholdslokalet, nu kan den gamle kakkelovn ikke mere. Samme sæson indfører bestyrelsen turnusvagt ved kassen for at aflaste kassereren. Og så stiger kontingentet med 50% til 6 kr., dog stadig 4 kr. for ungskytter.

 

I 1963 deltog 15 af foreningens medlemmer for første gang i en af de meget vellykkede sportsrejser til venskabsbyen San Remo i Italien. Der blev skudt på nogle smukt beliggende 5o meter baner lige ud til Middelhavet (italienerne vandt ret så overbevisende!).

 

Hen over sommeren blev der lavet loft og isoleret over banerne. Om efteråret forhøjedes kontingentet med mere end 50% nemlig til 10 kr (ungskytter dog stadig 4 kr.)., for nu skal der skaffes penge til finansiering af elektrisk skivetræk. Ved årets mesterskabsskydning i oktober bruges for første gang ved en kapskydning foreningens nye skive med fem skivetegninger, denne skive bevirker, at skydningen kan afvikles langt hurtigere end sædvanligt, og tillige får skytterne langt roligere forhold på standpladsen. Mesterskabet blev i øvrigt vundet af Willy Dalsgaard med 382 point. Og ved kredsens vinterskydning i december vandt Preben Skov 3. klasse med 142 point - så her har vi igen to skytter, som i 2007 stadig er aktive i foreningen.

Efter et stort arbejde fra medlemmernes side indvies de nye automatiske baner den 9/2 1964. Hele moderniseringen har kostet 15.000 kr., hvoraf 8.000 kr. lånes i sparekassen over 10 år. Kontingentet sættes op igen: aktive 15 kr., passive 10 kr., lærlinge 10 kr., skoleelever 5 kr. I foråret 1964 bevilger kommunen 6.000 kr. til nyt toilet, mod at medlemmerne selv laver noget af arbejdet. Det ender med, at man også får lavet nyt køkken og loft over forrummet.

 

I 1965 passerer medlemstallet 150. 11 medlemmer tager med på den anden rejse til San Remo.

Ved SM 1966 stillede foreningen med 15 skytter, og Chr. Sennels vandt som den første junior fra HSF et sjællandsmesterskab med 380 point. Der kom for første (og desværre eneste) gang et vellykket genbesøg af skytter fra San Remo (hvor HSF fik revanche på skydebanen!).

 

Moderniseringen af skydehallen fortsatte i 1967, hvor der blev installeret centralvarme. Fremmed arbejde kostede 4.900 kr., mens medlemmerne igen udførte et stort arbejde, ved generalforsamlingen fremhævedes især Gunnar Nielsens store indsats. Fra kommunens side har man altid forstået at værdsætte, når der blev gjort en god frivillig indsats, så der kom et tilskud på 5.600 kr. til centralvarmen.

 

På den tredje herlige tur til San Remo deltog 330 helsingoranere inkl. en flok HSF'ere. I anledning af, at foreningen fyldte 60 år blev der holdt jubilæumsskydning for 10 mandshold (20 skud, 5 bedste skytter gældende) fra de 7 foreninger, som man havde samarbejde med. HSF var ubeskedne nok til at vinde med 947 foran Maarum med 943. Og den 4/11 var der en flot jubilæumsfest i Skydeselskabet til den favorable pris af 28 kr. alt. inkl.!

 

 

HSF 1968 -1997

 

I 1968 blev der købt 11 borde og 42 stole fra Labofa for 5.094,95 kr., og det viste sig at være et godt køb, vi har dem skam endnu!

 

Den 1/10 1969 begyndte 1. runde i Dansk Skytte Unions nyskabelse: divisionsturneringen. HSF havde to hold med fra starten og har deltaget lige siden.

 

Årets tur til San Remo blev den sidste med indbygget skydekonkurrence, som hjemmeholdet vandt.

Efter lidt stilstand er der igen stor tilgang til juniorafdelingen, som ledes af Ini Pedersen, HSF's tidligere formand og formand for Sjællands Skytte Forbund siden 1947.

 

I 1972 fylder foreningen 65 år, og det fejres igen i Skydeselskabet. Nu er prisen steget til 40 kr., men så er der også bal til kl. 2!

 

Ini Pedersen stopper efter 25 år som formand for Sjællands Skytte Forbund og bliver forbundets første æresmedlem, men Ini fortsætter som leder af ungdomsarbejdet i HSF.

 

I 1973 bliver væggene i opholdslokalet beklædt med fine træplader. Det er knap så fint, at der indføres våbenlicens: der skal betales 100 kr. for en riffel for 5 år.

 

I 1975 kommer næste forbedring: ny ventilation i stuen og på standpladsen samt nyt lys begge steder. Det koster 17.000 kr., som Helsingør Sports Union giver i tilskud. HSF's 1. hold i divisionsturneringen sikrer sig oprykning til 1. division (men rykker ud igen efter næste sæson!).

 

Efter flere års debat på generalforsamlingerne bliver det endelig vedtaget i oktober 1976, at der skal installeres mønttelefon i skydehallen. Tilhængerne var først og fremmest interesserede i fordelen af at kunne tilkalde hjælp ved uheld, mens modstanden hos nogle medlemmer nok bundede i betænkelighederne ved at kunne blive kontrolleret jemmefra!

 

I 1977 bevilger kommunen 3.000 kr. til nyt gulv i opholdslokalet, som man selv lægger. Foreningen har igen rund fødselsdag, og det fejres ved en stor fest (75 kr.) i Borsholm Forsamlingshus, hvor der bliver udnævnt tre æresmedlemmer. Det er formand Einar Svendsen, kasserer Svend Larsen og tidligere formand Ini Pedersen. Traditionen tro vandt SF sin egen jubilæumsskydning med 1.434 point foran Espergærde med 1.429 point. Jens Lundsgaard bliver ny leder af ungdomsafdelingen efter Ini Pedersen.

 

I 1979 bliver der for 5.000 kr. købt et pengeskab, hvori bundstykker og ammunition kan opbevares under mere sikre forhold, da der meldes om et stigende antal indbrud på skydebaner.

 

I 1980 deltager foreningen første gang i kommunens sommerferieaktivitet og holder åbent 5 gange for skolebørnene.

 

I 1981 beslutter bestyrelsen, at foreningen skal indføre skydning med luftvåben på 10 meter baner. Der er flere gode grunde til dette: 1) Efter at 10 meter skydning er blevet en international skydedisciplin, er der konstrueret særdeles præcise våben. 2) Det er meget billigere at træne med hagl end skarp ammunition, og det skulle gerne tiltrække børn og unge. 3) Der kan skydes med pistol på 10 meter banerne, hvilket man ikke må på de eksisterende 15 meter baner, det skulle også gerne give tilgang af nye skytter.

 

I 1982 fylder foreningen 75 år. Igen er der stor fest i skydeselskabet (140 kr.) - og som sædvanlig vinder HSF selv jubilæumsstævnet, denne gang oven i købet med HSF-skytter på de tre første pladser i den individuelle skydning: 1 Jens Lundsgaard 354, 2 Jørgen O. Petersen 347, 3 Niels Chr. Clemmensen 346.

Skydehallen bliver hulmursisoleret, og der bliver lagt 100 mm isolering på loftet. Der indkøbes materialer og RIKA-motorer til fem luftbaner, og ombygningen sættes i gang.

 

I 1983 købes ind til de sidste 10 luftbaner, og ombygningen gøres færdig hen over året. Preben Skov overtager ledelsen af ungdomsafdelingen.

 

Den 18/3 1984 er der indvielsesskydning på de fuldstændig moderniserede baner, som har kostet ca. 22.000 kr. i materialeudgifter, hvoraf Helsingør-ordningen betaler 9.000 kr., mens resten er skaffet af foreningen, som også selv har stået for alt arbejdet.

 

I november holdes det første åbne luftstævne på de nye baner. Og samme måned udsendes det første nummer af et regelmæssigt udkommende "medlemsbrev".

 

I 1985 bliver der lagt nye plader på det halve af taget, som er meget medtaget pga. nedfald fra de store træer langs hallen. HSU betaler regningen på 12.000 kr. HSF's formand Einar Svendsen får Helsingør kommunes lederpris for sin store indsats som leder gennem næsten 50 år.

 

I 1986 indledes samarbejde med Helsingborg-skytterne om stævner på luftvåben.

 

1. Maj 1987 oprettes en støttepulje, hvoraf medlemmerne kan låne til køb af våben og udstyr. Og så har centralvarmen drillet så meget, at der bliver installeret elvarme for 32.000 kr. Samme år skal der selvfølgelig holdes "rund" fødselsdag igen, og det blev til en god fest i "Håndværkeren" (175 kr.). Årets åbne luftstævne var samtidig jubilæumsstævne, og her måtte man erfare, at andre var kommet længere med at arbejde med luftvåbenskydning: HSF måtte nøjes med en 5. plads ud af 14 deltagende foreninger med 1.636, mens Birkerød vandt med 1.726. I de syv individuelle klasser blev det til en 1. plads til Karsten Andersen HSF i Riffel-B med 544.

 

I 1988 beslutter bestyrelsen at melde foreningen ind i DDSG&I: De Danske Skytte, Gymnastik & Idrætsforeninger, da der i dette regi arrangeres mange skydninger for børn og unge. HSF får kredsnummer 97 i Frederiksborg Amts Skytteforeninger. I august udkommer "På Banen" første gang som afløser af medlemsbrevet med Lis Skov som redaktør.

 

Efter stor ståhej i 15 år lykkes det endelig at slippe for betaling for våbentilladelser til skytteforeningsvåben.

I 1989 er den anden halvdel af taget blevet så sløjt, at pladerne må skiftes ud.

 

I 1992 aflægger Einar Svendsen på generalforsamlingen i januar sin sidste beretning som formand gennem 39 år og afløses af Willy Dalsgaard. Der vedtages et nyt kontingentsystem, som gør det "gratis" at skyde, når man har betalt sit faste kontingent, som samtidig fastsættes til pr. år: aktive under 25 år 300 kr., aktive over 25 år 300 kr. for luftvåbenskydning eller 500 kr. for både luft- og salonskydning. Passive uanset alder 75 kr.

 

Der laves en vellykket agitationsskydning i Prøvestenscenteret. Ombygning af "kontoret" bag opholdslokalet bliver sat i gang, og som sædvanlig ved praktiske opgaver med Tage Nielsen som drivkraft.

 

HSF's 85 år fejres i Borsholm Forsamlingshus (200 kr., ikke medlemmer 475 kr.!) med så stor tilslutning, at der arrangeres fælles bustransport. Ved jubilæumsskydningen (åbent stævne) deltog 54 skytter fra 17 foreninger.

 

I 1993 bliver "kontoret" færdigindrettet og udvidet til mødelokale. Fremmed arbejde og materialer løber op i ca. 25.000 kr., men der spares meget ved frivillig indsats af en flittig lille flok medlemmer. Samtidig sættes næste projekt i søen: nyindretning af køkkenet.

 

"Stadion-spøgelset" = planerne om at flytte alt fra Ndr. Strandvej op til Helsingør-Hallen er dukket op igen, og det stopper muligheden for at få tilskud til en større renovering og tilbygning, som ellers er hårdt tiltrængt.

 

Efter mange års ihærdig indsats som leder af ungdomsafdelingen afløses Preben Skov af Jens Rasmussen. Preben fortsætter dog som "konsulent" for afdelingen.

 

I september 1994 er det nye køkken "driftsklar". Hen over sommeren har alle foreningens rifler været til serviceeftersyn. Og banerne er renoveret med nye skivevogne.

 

1995 er et forrygende godt år resultatmæssigt i ungdomsafdelingen, der er inde i en vældig god udvikling, som heldigvis bare fortsætter de næste år. Det gælder både skydningen og arbejdet med at udvikle kommende ledere i foreningen; bl.a. de nuværende bestyrelsesmedlemmer Sune Johansson og Thomas Kacirek.

 

I 1996 får man materialetilskud på 6.000 kr. fra HSU til nyt lys på standplads og gulv i køkkenet. Men til trods for dette besluttes det at aflyse det åbne luftstævne, da hallen generelt er for dårligt vedligeholdt på grund af tvivlen om, hvorvidt stadion skal flyttes.

 

Jens Rasmussen bliver formand for den nyoprettede ungdomsbestyrelse. Og ungdomsafdelingen kan igen vise flotte resultater.

 

På generalforsamlingen i januar 1997 kan formanden oplyse, at stadionflytningen er opgivet. Så nu er det på tide at få lavet nogle fremtidsplaner for skydehallen! Derefter bruges i løbet af året megen tid på møder med forskellige instanser for at få et byggeprojekt op at stå og få overblik over finansieringsmulighederne.

Foreningens 90 år fejres i Helsingør Sommerteater i Søstræde (v/hurtig tilmelding 150 kr. derefter 225 kr.!), og den helt store fødselsdagsgave er meddelelsen dagen før fra Idrætsudvalget, at der var bevilget 450.000 kr. til byggeriet.

 

 

HSF 1998 -2002

 

I 1998 laver HSF sammen med Helsingborg Luftvapenskytter et stævne, som indgår i HH-Games, som foregår på begge sider af Øresund.

 

Bestyrelsen arbejder sig gennem en række forslag til byggeprojekter, og det ender med at vise sig, at der nok skal regnes med en investering på over 3 millioner kroner! Men optimismen fejler ikke noget, og man regner med, at byggeriet kan starte næste forår.

 

Jens Rasmussen foreslår at holde kræmmermarked på Sommariva for at skaffe egenkapital til byggeriet. Der oprettes en styregruppe med Jens som formand.

 

Der er som tidligere år ud over de seriøse skydeaktiviteter "kom-sammenskydning", fugleskydning, medlemsmøder, forårs- og julebingo, sommerferieaktivitet, og som noget nyt holdes der loppemarked ved/i skydehallen. Et bevis på, at der stadig/heldigvis findes medlemmer, som er indstillet på at gennemføre aktiviter, som er med til at skabe liv og sammenhold i foreningen. Også de jævnlige besøg af elever fra forskellige skoler fortsætter, som sædvanlig med Merita Petersen som kompetent skivedommer.

 

I 1999 arbejdes der flittigt videre med byggeplanerne, som kræver undersøgelse af mange forskellige forhold - og også ændringer i foreningens love for at kunne optage lån hos DDS. Optimismen får et lille knæk, for en licitation viser, at det planlagte byggeri kommer op på næsten 3,9 mio kr. - og så mange penge kan man ikke rejse. Men så blomstrer kreativiteten igen, gennem hårdt arbejde når man frem til et renoverings- og tilbygningsprojekt, som kan hænge sammen finansielt, fordi tilbygningen bliver i form af færdige pavilloner. Nu lysner det, og i september går medlemmerne i gang med at rydde forrummet, så entreprenøren kan begynde renoveringen af den gamle hal. Til gengæld går der "kage" i pavillonbyggeriet, fordi udformningen ikke er god nok til en af långiverne, og det forsinker igangsætningen med mange måneder.

 

Kræmmermarkedet viste sig at blive en stor succes, både som fællesaktivitet for medlemmerne og økonomisk.

 

I år 2000 kan formanden på januar-generalforsamlingen oplyse, at pavillonen nu er på vej til at blive godkendt, så den nok kan komme op at stå midt i maj. Efter at have afleveret den glædelige meddelelse afløses Willy Dalsgaard som formand af Jan Holmen Andersen, som tidligere har været foreningens kasserer og i øvrigt bestyrelsesmedlem i en lang årrække. Den nye formand udnævner derefter Willy Dalsgaard og Mogens Hansen til æresmedlemmer af HSF efter henholdsvis 40 og 37 års indsats i bestyrelsesarbejdet.

Det bliver maj, men uden pavillon! Dog - efter en meget stor indsats fra en ihærdig lille flok lykkes det endelig at blive klar til reception den 11. november, hvor mange gæster med borgmesteren i spidsen indvier den nye skydehal. Og så blev der ellers festet om aftenen!. Det endte minsandten også med, at finansieringen af det samlede projekt faldt på plads inden for budgetrammen!

Årets kræmmermarkedet gik godt, selv om det regner en del om lørdagen. Trods det meget arbejde som ikke havde med skydning at gøre, så lykkes det også på det område at nå gode resultater i årets løb, bl.a. flere nye klubrekorder.

 

I 2001 bliver der i februar (for første gang i mange år) holdt SM hos os på 10 og 15 meter for børn og unge op på 15 meter for seniorer. I marts får HSF Unibanks idrætspris på 10.000 kr. som påskønnelse af byggeprojektet. Og i maj får Willy Dalsgaard Helsingør kommunes lederpris som repræsentant for den ledertype, der bruger en stor del af sit liv på at forbedre sin klub og sin idræt.

 

Der er stadig diverse hængepartier mht. indretningsopgaver, som bestyrelsen hen over året arbejder på at få gjort færdige. Endnu en gang er kræmmermarkedet en succes - det kører bare! I efteråret vises de nye faciliteter frem ved et åbent hus arrangement. Der sættes gang i renovering af foreningens våben, og der købes 2 nye "venstre"-rifler og 2 cal. 22 pistoler.

 

Efter nogle års pause går HSF igen med i DDS's skoleskydning og får 2 hold fra Hellebækskolen med til amtsfinalen, som det ene hold vinder.

 

I 2002 giver kræmmermarkedet et meget flot økonomisk udbytte. Arbejdet med at få gjort forholdene i og omkring huset helt ideelle fortsætter: der installeres effektiv ventilation i opholdslokalerne, og der anlægges en herlig terrasse foran huset.

 

 

HSF 2002 – 2007

 

Den 9. november 2002 blev HSF's 95 års fødselsdag fejret ved en herlig fest i Julebækhuset. Der var indkaldt ekstra tjenere fra “Suppedasen”, og det satte sandelig gang i løjerne!

 

Senere i november blev der afviklet et meget vellykket sjællandsmesterskab for luftvåbenskytter hos os. Rygtet om de gode nye faciliteter i skydehallen må have bredt sig, for deltagerantallet var klart større end de foregående år. Trods den dermed øgede konkurrence lykkedes det Sune Johansson at hjemføre mesterskabet på senior-luftriffel til HSF. I herre-junior fik Mads Nielsen bronze, og i damejunior blev Rikke Jensen nr. 4.

 

I 2003 blev pistolskydning for børn introduceret i HSF. Jens Lundsgaard og Carsten Nielsen gennemførte et pistolkursus for at se om interessen og evnerne var til stede hos børnene. Da der var masser af begge ting, blev der indført fast skydetid for børnene på pistol – i første omgang luftpistol, indtil skytterne viste sig modne til at skyde med skarpt.

 

Kræmmermarkedet i maj var ikke tilsmilet af vejrguderne, men gav alligevel et pænt overskud, og de frivillige havde som sædvanlig nogle gode dage sammen.

 

Årets sommerarrangement var en meget vellykket bustur til BonBon-land, hvor både børn og forældre havde en herlig dag.

 

Et andet “sommerarrangement” stod en flok af Tordenskjolds soldater for: Denne gang resulterede deres ihærdige indsats i to handicap-parkeringspladser og flisegange på begge sider af huset samt en ny græsplæne.

 

En flok af HSF's juniorskytter deltog hen over sommeren med gode resultater i stævner på 50m riffel, selv om vi ikke har træningsmuligheder på distancen, og sæsonen kulminerede med en flot SM-guldmedalje til Rikke Jensen.

 

Årets skoleskydning omfattede syv 5. klasser, så mere end 150 børn besøgte skydehallen i løbet af oktober og november.

 

De første par vintre efter ombygningen af skydehallen kneb det med at få varme nok på standpladsen, så endnu en gang gik Tordenskjolds soldater og andre frivillige i gang og isolerede loftet i den gamle del af huset; et flot stykke arbejde, som virkelig gjorde gavn.

 

På medlemsmødet i november gennemgik formanden bestyrelsens visioner for HSF's fremtid. Visionerne blev vist på plancher og omfattede formål, opgaver og planer for skydeudvalg, haludvalg, bladuvalg, festudvalg og kræmmerudvalg.

 

Ved SM i februar 2004 i Hillerød kvitterede de unge HSF-skytter for det gode arbejde i ungdomsafdelingen ved at hente 6 guld-, 2 sølv- og 3 bronzemedaljer.

 

De fire individuelle guldmedaljer gik til de tre ungskytter Jens Christensen på 10m luftpistol, Andreas Liebmann på 10m luftriffel, Rasmus Thomsen på 15m salonriffel samt Sune Johansson på 15m salonriffel herre-senior. Senere på året ved SM på 10m luftriffel for senior- og juniorskytter vandt Mads Nielsen guld i herre-junior, mens Rikke Jensen og Sune Johansson fik sølv i hhv. damejunior og herre-senior.

 

Det bedste resultat i vinterens turneringer opnåede 1. holdet på luftriffel, som sikrede sig oprykning til 2. division.

 

Ved medlemsmødet i april havde vi besøg af fire repræsentanter for Kræmmer-foreningen af 1981. Foreningens formand afslørede, at Sommariva Kræmmer-marked var kåret til “Årets kræmmermarked 2003”, og han overrakte en pokal med tilhørende diplom til Jens Rasmussen på HSF's vegne. Begrundelsen for kåringen var “Et lille velfungerende marked, højt serviceniveau, fri entre, uden dominerende tivoli, et marked som oser af atmosfære og lokal opbakning samt underholdning, rimelige forhold for kræmmere og publikum”.

 

I maj skulle vi så prøve at leve op til den flotte anerkendelse for markedet året før, og det lykkedes med et resultat over al forventning.

 

Bestyrelsen søgte i løbet af foråret Tuborgfondet om tilskud til terrassemøbler og fik tilsagn om midler til køb af seks parkborde med vippebænke. De seks flotte sæt blev “indviet” ved årets traditionelle fugleskydning i august.

 

Dette års skoleskydning omfattede 5. klasser fra fire skoler, så mere end 200 elever fik sig en oplevelse på skydebanerne. Og resultaterne var så gode, at hele seks klassehold kvalificerede sig til amtsfinalerne, hvor fire af holdene endte blandt de ti bedste, men lige ude for medaljerækken.

 

Ved SM 2005 i Hillerød fortsatte de gode takter fra året før, denne gang med fem individuelle guldmedaljer. Rikke Jensen fik guld på både 10m luftriffel og 15m salonriffel, Mads Nielsen vandt herre-junior og Sune Johansson herre-senior på 15m salonriffel, mens Jens Christensen vandt 10m luftpistol.

 

Fra Vingstedfonden modtog HSF 16.000 kr. til køb af en dømmemaskine, som er en stor hjælp både ved træning og ved konkurrencer. Siden ombygningen af skydehallen er tidligere års åbne stævner i Helsingør efter en pause blevet genindført, og der er voksende tilslutning, som styres af Jens Lundsgaard. Ved hvert stævne indhøstes erfaringer, som gør afviklingen næste gang endnu bedre.

 

Årets kræmmermarked blev en stor succes, for en gangs skyld med godt vejr alle tre dage, så resultatet blev et rekordoverskud – og igen takket være en flot indsats fra mange frivillige hjælpere.

 

HSF har gennem mange, mange år deltaget i kommunens sommeraktivitet for skolebørn ved at holde åbent for børnene en gang om ugen i skoleferien. Formand Jan Holmen Andersen havde i år udformet et gavekort til børnene, som gav dem mulighed for at komme og skyde gratis to gange efter ferien. Disse kort bliver også delt ud ved kommende aktiviteter for at fremme tilgangen af unge medlemmer.

 

I efteråret blev der holdt rejsegilde på vores nye skur, som har været længe undervejs, for allerede året før bevilgede HSU penge til det, men byggesager tager næsten lige lang tid, hvad enten det drejer sig om en tilbygning på 200 m2 eller et skur på 28m2! Også denne gang var Tordenskjolds soldater selvfølgelig i sving inkl. en flittig Steen Johansson som “dørmand” – altså den, der sørgede for at få lukket skuret med en forsvarlig dør! En af de rigtig gode ting ved det nye skur er muligheden for fremover at holde bedre orden i skydehallen, fordi der nu er plads til diverse “løsøre” i skuret.

 

I løbet af året er der kommet så meget gang i pistolskydningen i HSF, at der på initiativ af juniorskytterne Jens Christensen, Andreas Liebmann og Rune Rasmussen tilmeldes et hold til vinterens divisionsskydning på cal. 22 pistol.

 

Ved turneringsafslutningen i februar 2006 lå pistolholdet på en 2. plads i 4. divison, og det gav oprykning allerede i holdets første sæson.

 

I foråret 2006 vandt HSF's 1. hold på 15m salonriffel 2. division i kreds 4. Ved DM skulle der så skydes mod vinderholdet fra 2. division i kreds 3, da kun et af disse hold kan rykke op i 1. division. HSF's hold bestående af Sune Johansson, Thomas Kacirek, Mads Nielsen og Rikke Jensen vandt sikkert med 1461 mod Vemmelevs 1418, så pladsen i 1. division var hjemme. Derudover var bedste HSF-resultat Darki Petrovics flotte 298 point på 10m luftriffel.

 

Gennem en lang række skydninger rundt omkring over en længere periode prøver Rikke Jensen at kvalificere sig til deltagelse i VM og EM. Trods flotte resultater lykkes det ikke, men indsatsen medfører megen positiv presseomtale – også om skydning i HSF i det hele taget.

 

Årets nyhed på pistolsiden er, at pistolskytterne rykker udendørs og for første gang deltager dels i terrænskydning, dels i 25m sommer-divisionsturnering – begge dele på Hanebjerg Skyttecenter.

 

Sommerens sæsonafslutning i ungdomsafdelingen blev præget af, at nogle skytter på dagen skød op mod 100 skud for at forbedre deres placering i de respektive klasser. Men de der ikke fik en klassepræmie kunne trøste sig med, at der som sædvanlig var præmie til alle, som deltog i selve afslutningsskydningen.

 

Som følge af, at der er vedtaget en lov om, at foreningerne skal indhente børne-attester på alle, som beskæftiger sig med børn under 15 år, sørger HSF straks for dette - selvfølgelig helt uden problemer.

 

Ved årets kræmmermarked vankede der endnu en gang en kræmmerpris, denne gang fra vores svenske kræmmervenner, som lagde vægt på den store gæstfrihed herunder ikke mindst det overdådige gratis morgenmåltid, som er en del af den uvurderlige indsats, der hvert år ydes af “Preben og Vibekes køkken”. Desværre var vejrguderne ikke venligt stemt, så årets resultat blev ikke det helt store.

 

På årets ordinære generalforsamling oplyste Jan Holmen Andersen, som har været HSF's formand siden januar 2000, at han kun ville modtage genvalg som formand i et år indtil januar 2007. Men formandsskiftet blev siden fremskyndet ved, at der i oktober blev holdt en ekstraordinær generalforsamling, hvor Willy Dalsgaard blev valgt som ny formand, hvorved Jan blev frigjort til allerede fra sæsonstarten kun at arbejde med skydeaktiviteter, som han længe havde ønsket.

 

I december blev der for første gang holdt sponsorstævne i skydehallen, Otte skytter havde fulgt Ken Jensens opfordring til at skaffe sponsorer, som dels ville støtte den enkelte skytte, dels HSF. Og gennem de 100 skud hver skytte skød, lykkedes det at skaffe 14.000 kr,, hvoraf 2/3 gik til skytterne og 1/3 til HSF.

 

Ud over at det går godt med skydningen i HSF, så er man så heldige at råde over en flok af Tordenskjolds virkelige elitesoldater, som igen gik i felten, og denne gang sørgede for, at der blev støbt og malet gulv i ingenmandsland, hvilket gør vedligeholdelsen langt lettere.

 

Fra 1. januar 2007 er klubhuset røgfrit, dels for at foregribe “rygeloven”, dels fordi bestyrelsen finder det rigtigt med et helt røgfrit idrætsmiljø.

 

For at HSF kan følge med i udviklingen inden for skydesporten besluttede bestyrelsen at arbejde på at få installeret elektronisk markeringsanlæg i skydehallen. Det er en investering til 300.000 kr., hvoraf der i første omgang mangler at blive skaffet en fjerdedel, resten kan finansieres ved lån og tilskud.

 

I maj kom der stor hjælp til projektet fra to sider, dels i form af tilskud fra kommunens idrætsudvalg på 28.000 kr., dels tilskud fra Danske Initiativfond på 16.000 kr. Det betød, at anlægget blev bestilt og ankom til skydehallen i juli, hvorefter installationen siden er blevet styret af altid ihærdige Thomas Kacirek.

Der blev opnået mange flotte resultater i sæsonen 2006-7: Vores “flagskib” på holdsiden, 15m salonriffel-holdet, lagde stærkt ud i deres første sæson i 1. division ved at vinde de første tre kampe og ved at slutte på en fornem 3. plads.

 

Ved SM blev det til holdguld på 15m salonriffel til Rikke Jensen, Sune Johansson, Thomas Kacirek og Jens Nørgaard samt individuelt guld til Rikke og Sune. Tre SM-guld til Andreas Liebmann i juniorklassen, dels 10m luftpistol, dels 10m og 15m riffel, samt DM-sølv til Andreas på 10m riffel. To SM-guld til Frederik Boilesen i børneklassen på 10m og 15m riffel. Samt SM-guld til Jan Andersen i Senior-1.

 

Ved DM for børn og unge fik HSF to guldmedaljer ved Andreas Liebmann på 10m og 15m riffel, samt en

sølvmedalje ved Frederik Boilesen på 15m riffel.

 

I februar blev der holdt SSF-skydeskole i vores skydehal. Der var afvekslende teori og skydning fredag og lørdag for de 16 skytter fra 5 foreninger, som skød både riffel og pistol og om søndagen sluttede skolen med at deltage i faldmålsstævne. Ud fra tilbagemeldingerne kan skydeskolen betegnes som en stor succes.

Faldmålsstævnet i februar var en ny aktivitet, som gik rigtig godt med 30 skytter fra 9 foreninger.

 

Faldmålsskydningen er jo speciel ved at skytterne møder hinanden i en dyst mand mod mand, hvor kun vinderen går videre til næste runde. Tre HSF-skytter vandt finalen i deres klasse og kvalificerede sig derved til faldmåls-showfinalerne ved DM i Vingsted: juniorpistol Rune Rasmussen, seniorpistol Rudi Steen, seniorriffel Sune Johansson (i forvejen havde Rikke Jensen en finaleplads fra stævnet ugen før i Maribo).

Pistolholdet i cal. 22 divisionsturneringen sluttede som året før på en andenplads, som igen gav oprykning, så holdet næste sæson skyder i 2. division.

 

HSF's unge pistolhold Jens Christensen, Andreas Liebmann og Jacob Boilesen vandt DDS landsdækkende konkurrence “Pistolskydning for unge”. Ved finalen i Vingsted opnåede holdet 1571 foran Trehøje med 1568 og Års med 1553. Ud over guldmedaljer vendte de tre skytter hjem med en førstepræmie på 5.000 patroner til foreningen!

 

Ved Dansk Skytte Unions repræsentantskabsmøde 2007 fik Willy Dalsgaard tildelt “Glesners Fortjenstpokal”, som if. indskriften på pokalen gives “til den frivillige, utrættelige, men upåagtede indsats for skydeidrætten” - det var en påskønnelse, som Willy blev meget overrasket og glad over.

 

HSF's 9. kræmmermarked løb som noget nyt over fire dage, fordi 2. pinsedag var taget med. Og det gik strålende - så godt , at der om søndagen måtte hentes ekstra forsyninger fra diverse fjernlagre. I anledning af HSF 100 års jubilæum blev der søndag aften holdt fest for alle kræmmere og hjælpere, hvor “kræmmerchef” Jens Rasmussen blev hyldet for sit store arbejde med kræmmermarkedet. Og så endte det hele oven i købet med endnu et rekordoverskud.

 

Sommeren 2007 bød på adskillig mere skydemæssig aktivitet i HSF end sædvanligt. Som et nyt sommer-initiativ på riffelsiden begyndte en håndfuld seniorer at skyde på 200m, og det gav så meget blod på tanden, at denne disciplin bliver indlemmet i HSFs aktiviteter fremover. Desuden har Jan Andersen haft nogle af de helt unge med ude og skyde 50m med rigtig gode resultater. Og de to unge HSF-eliteskytter Andreas Liebmann og Rikke Jensen leverede også flotte resultater på 50m riffel. Andreas vandt efter en spændende omskydning DDS’ ”Store Skydedag” for juniorer på Hanebjerg og dermed en plads på juniorlandsholdet. Rikke blev udtaget til damejunior-landsholdet, der skulle skyde 50m riffel i Plzen i Tjekkiet, og her vandt de unge danske damer guld.

 

Pistolskytterne deltog igen i amtets 25m sommer-divisionsturnering på Hanebjerg, denne gang med to hold, hvor førsteholdet i sin første sæson i 1. division kom i meget skrapt selskab, men lærte en masse ved at stille op mod de førende hold.

 

Divisionsturneringen på 15m begyndte godt med sejre til både første og andet holdet i den første kamp i sæsonen.

 

HSF's første100 år blev fejret i klubhuset på selve dagen den 7. november med reception om dagen for vores samarbejdspartnere og fødselsdags-komsammen om aftenen for alle medlemmer. Og så fulgte den store jubilæumsfest lørdag den 10. november i Helsingør Musikteater.

 

Helsingør Salonskytte Forening

 

Blokhusvej 5

3000 Helsingør

Tlf. i åbningstiden:

49200634

 

Email:

hsf@hsf-skytte.dk

Spørgsmål til hjemmesiden:

 

webmaster@hsf-skytte.dk

Copyright © All Rights Reserved